Digte til en vintereftermiddag

Disse digte synes at opstå fra et vinterlandskab i bogstavelig og figurativ forstand. Dog er landskabet ikke en gold tundra. Meighan fremmaner lige så meget som skaber et landskab rigt på billedsprog, hentydninger og følelser, mens digteren adresserer eksilets smerte, meditationen af den ensomme skikkelse, varmen ved fællesskab med venner omkring en pejs i en kro fra det 19. århundrede eller ved en moderne diner-disk. Sceneriet varierer fra nutidens bygade til ensomme skove og enge og strækker sig geografisk og tematisk til den russiske steppe hos de digtere, hvis musik har påvirket denne bog. At læse "Digte til en vintereftermiddag" er at udforske et landskab, der bør virke på læseren som både mystisk og velkendt samt opløftende.