„Det vigtigste værk af den mest udfordrende kroniker i Auschwitz.“ —Timothy Snyder, fra forordet I 1943 blev den tyve år gamle polske digter Tadeusz Borowski arresteret og deporteret til Auschwitz som politisk fange. Det, han oplevede i lejren, efterlod ham overbevist om, at ingen, der overlevede Auschwitz, var uskyldige. Alle var medskyldige; lejrregimet var afhængig af dette. Borowskis fortællinger præsenterer lejrens rædsler som refleksioner af grundlæggende menneskelig natur og impuls, frataget de kunstige grænser for kultur og skik. Inde i lejren danner de stærkeste af fangerne urolige alliancer med deres fangere og hinanden og ser urokkeligt på, hvordan de svage skrabler og kæmper mod deres uundgåelige skæbne. I sidste ende er lidelse aldrig forædlende, og godhed er ensbetydende med selvmord.