Gjorde Warhol, Haring eller Hockney kunsten bedre som helhed? Ingen kan sige det med sikkerhed, og måske er det hele pointen. Men vi er ret sikre på, at disse ville få dem til at kigge en ekstra gang. Pop Art materialiserede sig i New York og London i midten af 1950'erne og blev den dominerende avantgarde-stil indtil slutningen af 1960'erne. Det betragtes bredt som en afkom af dadaismen, givet den satiriske holdning, det indtager over for den etablerede kunstverden ved at tilegne sig billeder fra gaden, supermarkedet, massemedierne og præsentere dem som kunst i sig selv. Værkerne er kendetegnet ved dristige kompositioner af hverdagsbilleder - stærkt afhængige af tv- og filmkultur - med levende farver. Det havde en trendy 'nu'-følelse, der udviskede grænsen mellem de kommercielle kunstarter og de skønne kunstarter. I en tid, hvor den alvidende kunstkritiker kunne gøre eller ødelægge ny kunst i sin skriftlige mening om gårsdagens fernisering, var glorificeringen af suppe dåser, tegneseriestriber og hamburgere til status af skøn kunst simpelthen chokerende for establishmentet. Men det var det, der var sagen. Pop Art var bare ligeglad med kritikere. Kunstnere forstod, at berømmelse, anerkendelse og penge kunne opnås uanset, hvad en sur anmeldelse måtte sige om dem og deres arbejde. Og i modsætning til kritikerne og den erfarne galleri crowd, så resten af verden noget, de kunne forstå og relatere til. Revolutionen af Pop Art var demokratiseringen af kunst ud over snobbede gallerier. Nu, gjorde Warhol, Haring eller Hockney kunsten bedre som helhed? Ingen kan sige det med sikkerhed, og måske er det hele pointen. Men 60 år senere kan deres og andre popkunstneres indflydelse let ses i næsten alle aspekter af det moderne samfund.