Erikas historie

Den hjemsøgte sande historie om en kvinde, der som barn blev sparet for Holocausts rædsler, er passende parret med Roberto Innocentis dystert fotorealistiske illustrationer. Anmeldelser "Min mor kastede mig af toget." En jødisk kvinde i Tyskland i dag fortæller, hvordan hun som spæd overlevede Holocaust, efter at hun i 1944 blev kastet af et tog på vej til lejrene og blev taget ind og opfostret af en landsbykvinde. Overleveren forestiller sig sine forældre i ghettoen og i transporterne. Holdt de hende tæt og kyssede hende, før de kastede hende væk for at redde hendes liv? Innocenti, som lavede Holocaust-billedbogen Rose Blanche (1991), dramatiserer rædslen i forbløffende detaljerede fotoagtige illustrationer med et lag af surrealistisk billedsprog: en lille barnevogn står på perronen, mens jøderne bliver læsset ind i kreaturvognene; indsvøbt i lyserød flyver en baby gennem luften, mens toget suser gennem pastorale landskaber. De klare, små detaljer dramatiserer både den spæde overlevers skrøbelighed og udholdenhed samt den bizarre ro i den "normale" verden. Er kvindens historie sand? Oplevelsen er bestemt kendt for at være sket for nogle spædbørn. –Hazel Rochman, Booklist, november 2003 "Jeg blev født på et tidspunkt i 1944. Jeg kender ikke min fødselsdag. Jeg kender ikke mit fødselsnavn. Jeg ved ikke i hvilken by eller hvilket land jeg er født," siger fortælleren og hovedpersonen Erika og indleder sin mærkelige Holocaust-historie. Hun giver afdæmpet spekulation over sine forældres forfølgelse og fjernelse fra deres hjem og deres endelige anbringelse i en jernbanevogn med kurs mod en koncentrationslejr, hvor den første del af hendes kendte historie finder sted: "Min mor kastede mig af toget." Nogen tager det indpakkede spædbarn til en kvinde, som vover risikoen for at blive hendes plejemor, giver hende et navn og opdrager hende som sin egen. Erika fik et kærligt ægteskab og en lykkelig familie med børn og børnebørn, og "I dag har mit træ igen rødder." Den fint slebne tekst har en sparsom lyrik, bevæger sig med tilbageholdt værdighed fra den indledende forfatternote, som beskriver Vander Zees møde med Erika og præsenterer hendes historie, gennem den afdæmpede beskrivelse af Erikas forestillede fortid til den stille sejr i hendes overlevelse og blomstrende familieliv. Innocentis portrætter af krigstidens landbrugsland udtørrer farverne, indtil en røggrå tone dominerer og gør dem næsten monokrome, hvilket understreger deres fotorealistiske kvalitet og tonalt matcher teksten; lejlighedsvise detaljer, såsom de gule stjerner på de ansigtsløse rejsende eller den lyserøde indpakning med baby Erika, er fremhævet i dæmpede farver.