'Ciao Bella' (Hej smukke) - to enkle ord, men de bærer århundreders vægt, draperet i silke og hvisket på solbeskinnede terrasser. Det er melodien af en Vespa, der suser gennem brostensbelagte gader, varmen fra en elskers blik på en stearinlystændt trattoria. Det er flirt, nostalgi, en ubesværet nik til skønheden selv. Talt med et blink, et suk eller det svageste spor af længsel, er det hymnen for italiensk romantik - hvor kærlighed er en kunstform, og enhver forbipasserende er en muse. Det draperer sig over skuldrene som et silketørklæde fanget i den middelhavske brise, kysset af duften af citrus og espresso. 'Ciao Bella' er mere end en hilsen; det er et kærlighedsbrev til livet selv, et flygtigt øjeblik af beundring indhyllet i den svævende kadence af et sprog skabt til poesi.