Jeg havde aldrig troet, at jeg ville finde mig selv i at lovprise dyderne ved en keramisk krysantemum, men her var jeg, fuldstændig betaget af en gul blomst, der så ud som om den var blevet plukket fra en modernistisk biavlers feberdrøm. Dette mellemstore vidunder, der udgav sig for at være novembers fødselsblomst, sad i sin gaveæske som et porcelænsløfte om en evig efterår. "Det er moderne kunst," erklærede min søster, hendes stemme farvet med den ærbødighed, der normalt er forbeholdt abstrakte ekspressionistiske malerier eller særligt veludførte grillede ostesandwiches. Jeg løftede den falske flora fra dens emballage og opdagede et nøglehul, der forvandlede denne botaniske bedrager til et vægmonteret vidunder. "Så man kan faktisk hænge denne solrige charlatan op?" funderede jeg, mens jeg allerede forestillede mig mine vægge blomstre til en helårs november. Mens hun poetisk beskrev dyderne ved denne keramiske skabelse, blev jeg opslugt af en bølge af havehysteri. Dette var ikke bare en vægdekoration; det var en revolution mod sæsonændringernes tyranni og den konstante skuffelse over rigtige planter, der stædigt nægter at blomstre på kommando. Da hun afsluttede sin lidenskabelige præsentation, var jeg en omvendt. Hvem vidste, at vejen til indretningsnirvana kunne være brolagt med porcelænsblade? Pludselig virkede mine bare vægge mindre som et tomt lærred og mere som en ødemark, der skreg efter berøringen af denne flisebelagte forførerske.