John Thoreau gik ind i blyantbranchen i 1823, efter at hans svoger opdagede en åre af plumbago, eller grafit, i New Hampshire. Thoreau & Co. fik hurtigt anerkendelse for deres blyanter af høj kvalitet. I 1829 flyttede deres blyantproduktion til Concord, MA. Johns søn, Henry David Thoreau, blev involveret i virksomheden og begyndte at undersøge de produktionsproblemer, der havde gjort amerikanske blyanter notorisk underlegne i forhold til europæiske importer. Efter at have forsket i det på Harvard Library i 1840, kom han på ideen om at bruge ler—genopdage, hvad franskmændene havde fundet ud af 45 år tidligere—for at lave den perfekte grafitblanding. Henrys formel for ovnbrændte blyantspidser—en blanding af fintmalet grafit og ler—kunne pålideligt graderes fra hård til blød. John Thoreau & Co. var den første amerikanske blyantproducent, der markedsførte blyanter ved hjælp af en hårdhedsstandard, gradueret 1-4. Det forbedrede Thoreau-produkt appellerede især til ingeniører, landmålere, tømrere og kunstnere, der værdsatte dets konsistens. I 1844 gjorde Henry endnu et gennembrud ved at opfinde en slibemaskine, der producerede usædvanligt fint grafitpulver—nøglen til en stærk, jævn spids. Thoreau-blyanter vandt flere priser i 1847 og 1849. Ingen i USA lavede bedre blyanter end Thoreau's, og grunden til deres succes var Henry. Omkring 1849 ændrede John Thoreau navnet på familievirksomheden fra J. Thoreau & Co. til J. Thoreau & Son.