Om La Fille des Carnets

Om La Fille des Carnets

Om La Fille des Carnets

Om La Fille des Carnets

Om La Fille des Carnets

Jeg er følsom over for de små lykkelige ting i hverdagen, jeg har lært at genkende dem, at byde dem velkommen, at bevare dem i mig. Jeg har gemt min allerførste notesbog, som fulgte mig i mit fjortende år – en notesbog med store tern og en neongrøn forside, meget 70'er-agtig! Flere fulgte: de er alle, notesbøger og dagbøger, samlet hos mig i en stor kiste. Jeg har aldrig talt dem, men de er der som en råvare, som vogtere af min hukommelse, mine daglige oplevelser og mine møder. De bevarer de minder, jeg en dag risikerer at glemme, og dem, jeg bevidst har forsøgt at glemme ved at skrive dem ned. Skriften kom som en selvfølge, en nødvendighed i tilfælde af overophedning: man kan råbe, blive vred, synge, male, løbe, sejle... jeg noterer, og således slipper jeg af med og letter mig, eller jeg indgraverer og giver vægt; jeg dialoger. Med en blyant og papir, på en skærm, det er ligegyldigt, ordene er der. Så da min veninde Valérie udfordrede mig til at tage hende med i daglig skrivning, besluttede jeg at foreslå hende et emne om dagen, at lave en notesbog til hende, hvor hun kunne nedfælde denne udveksling, og vi holdt i 21 dage... Og jeg elskede det! Jeg lavede eksemplarer, gav notesbøger til andre, og jeg genfandt glæden ved at skabe og den tråd, jeg havde mistet. Jeg satte mig i bevægelse for at støtte dem, jeg elsker, og jeg skabte også en ny professionel aktivitet for mig selv.Læs deres historie