Om Willows

Da jeg var en lille pige, der voksede op i New York City, klædte min mor sig nogle gange ud bare for at få mig til at grine. Hun havde en evne til at forvandle hverdagens øjeblikke til noget teatralsk - tage et tørklæde på, lægge læbestift og tage de uforglemmelige røde solbriller på, som hun havde købt på gaderne i Manhattan i slutningen af 70'erne. De var brandbilrøde, med store runde linser og bløde kædetempler, der endte i dristige røde skiver, der svajede som øreringe. Jeg kiggede, fuldstændig tryllebundet. Og når hun ikke kiggede, sneg jeg mig ind i hendes kommode, tog dem frem og prøvede dem. Lige sådan følte jeg mig forvandlet - glamourøs, legesyg, magtfuld. År senere, da vi pakkede for at flytte til udlandet, så jeg de samme solbriller smidt i en donationskasse. Mit hjerte sank. Jeg kunne ikke lade dem gå. Jeg gemte dem stille væk som en hemmelighed - et lille stykke magi, jeg ikke var klar til at miste. Efter mit ægteskab sluttede, mens jeg opfostrede et lille barn og genopbyggede mit liv, fandt jeg de briller igen.Læs deres historie