Om Ojala Threads

Min nevø Jadiel kom ned med meningitis, da han var fire måneder gammel. Jeg lettet hans mor fra NICU, så vi kunne synge om stjerner uafbrudt. Vi talte om månen og sagde godnat til alt. Jeg blev hos Jadiel i en uge efter hans løsladelse fra hospitalet. Den uge sang jeg for ham, på spansk og engelsk; jeg fortalte ham, hvor vores folk kom fra; hvordan vores ældste var, hvordan vi var en blanding af Afrika, Europa og Tainos (de oprindelige folk i Caribien). Han anede ikke, hvad jeg pludrede om, men jeg følte en trang til at dele alt med ham. Jeg var ivrig efter at forlænge de øjeblikke, vi delte i løbet af den uge. En nem måde at gøre dette på ville have været baby bodysuits, der afspejlede vores identitet, men jeg kunne ikke finde nogen, der gjorde det respektfuldt. Jeg er tante, der havde sporet vores herkomst og skrællet tilbage ar efterladt af vores historie, så den næste generation ikke ville behøve at. Men da jeg forsøgte at købe ham en onesie, der ville afspejle, at han er dominikansk, amerikansk, taino... mine søgeresultater omfattede en onesie med „dårlig hombre“ på tværs af brystet. Jadiels sygdom skæv tid for mig. Jeg blev besat af, hvordan han ville se sig selv. Hvordan verden ville se ham. Hvad han ville arve fra mig. Et år senere var han iført vores første design. Hans første design, Folklorico. Hvert design er et stykke af mosaikken, der udgør vores identitet. Hver gør det lettere for den næste generation at forstå, hvor kompleks og smuk vores historie er.Læs deres historie